Servere foretrækker 22 grader



Der må højst være 22 grader i det lille serverrum, hvor et tårn af IT-servere arbejder for at servicere kunder og medarbejdere hos firmaet Cad Quality A/S. Serverrummet er tæt pakket med harddiske og rackskabe, som giver en høj varmebelastning.



I det prisbelønnede byggeri 8TALLET i Ørestaden, hvor Cad Quality har kontor, forventer man ikke umiddelbart at møde varmepumper. Men i erhvervsdelen inde bag de høje vinduespartier arbejder flere erhvervsvirksomheder med det til fælles, at deres livsnerve – serverrummene – skal holde en konstant temperatur året rundt. Det ansvar er overdraget til varmepumper.

Varmepumpen giver tryghed
Direktør Jesper Sten Christensen, Cad Quality A/S sover godt om natten i overbevisning om, at varmepumpen holder en konstant temperatur i firmaets serverrum. »Vores udlejer har valgt en Panasonic varmepumpe, som er bygget til det danske klima, kvaliteten er høj, og vi kan ikke fejlagtigt slukke for anlægget. Varmepumpen sørger for, at temperaturen ikke overstiger de 22 grader, som vi har valgt, at der maksimalt må være i serverrummet,« fortæller han.


Fejlkode ved temperaturstigning
8tallets Kinnan-varmepumpe er tilkoblet webkontrol, som kan give besked om driftsforstyrrelser direkte til brugeren, en alarmcentral eller installatør. Via et PRO1 GSM modem kommer alarmen som en SMS. Modulet sender en fejlkode, hvis der er strømsvigt eller større temperatursvingninger i serverrummet. Hos Cad Quality lukker samtlige servere automatisk ned, hvis temperaturen overstiger den kritiske grænse, som leverandøren har bestemt. Med to daglige backups via svenske servere er der grænser for, hvor stor en skade, der kan ske. Temperaturstigninger skyldes oftest, at filtrene i indedelen trænger til støvsugning. En opgave som kan klares på et par minutter af en medarbejder, og så ligger temperaturen igen på maksimalt 22 grader. Varmepumpen kører dog så stabilt og sikkert, at Cad Quality har fravalgt et abonnement til en alarmcentral i tilfælde af eventuelle driftsforstyrrelser.