Budskabet er ikke til at tage fejl af. Opvarmningen i kommunens bygninger skal tilgodese miljøet, økonomien og være så CO2 neutral som mulig.



Energirådgiver Per Kristensen fra Holstebro Kommune fortæller, at det er hans job at gennemføre kommunens miljøholdning i praksis. Mange af kommunens ejendomme er opvarmet med fjernvarme, som er baseret på affald, halm og flis, og det opfylder kommunens intentioner. Men hvor kommer varmepumper ind i billedet? »Vi har nogle ejendomme i yderområderne, hvor der ikke er mulighed for fjernvarme, og her planlægger vi bl.a. at bruge varmepumper. Og så er der midlertidige pavilloner i fx børnehaver, hvor det vil være alt for dyrt at installere fjernvarme.


Når først varmepumpen er monteret i en pavillon følger den med, når pavillonen flyttes,« fortæller Per Kristensen, og på den måde er både miljø og økonomi en positiv faktor på kommunens regnskab. I øjeblikket er der installeret tre varmepumper i Holstebro Kommune – de to bliver brugt i daginstitutioner, og den sidste har Holstebro Musikskole glæde af. Per Kristensen har imidlertid planlagt at installere yderligere to varmepumper i kommunale bygninger inden for de kommende to år.